Når hun er færdig med at grine, får hun altid et roligt smil. Tænderne vælter tilfældigt frem bag læberne, let gullige, læberne tørre. Et modermærke står som et småt, ensomt bjerg på hendes kind. Rynkerne viser sig omkring smilet.

I hendes hånd ligger cigaretten, tobakken sammenpresset, ilden æder sig langsomt gennem filteret, røgen søger mod loftet.

Der er noget kækt, nærmest piget, over den måde hun læner sig frem i sofaen på. Den frie hånd knyttet mod undersiden af hagen, vielsesringen glinser i sollyset, hendes skuldre som bakkedrag. Hun lægger cigaretten fra sig, nulrer ringen, inden hun tager den af. Placerer den på bordet. Hun ved, at den ikke længere hører til på hendes finger. At den ikke er en vej tilbage.

Hun rejser sig, går hen til vinduet, ser ud mod indkørslen, hvor hjulsporene fra i går stadig er tydelige. Afskedslinjer.

Da hun går ud med skraldet fortsætter hun gennem indkørslen, i stedet for at vende tilbage til stuen. Hun ser sin refleksion i bilvinduet, kører hænderne gennem håret, ryster hovedet fra side til side.

Hun lægger sig på gruset, falder ind i bilens skygge, har ikke lyst til at møde nogen, blive set. Hvis nogen kom forbi ville de måske tænke, at her lå en kvinde efter en overstået krig, sammenkrøbet, overlevet, forslået, men ny. Hun læner sig op mod bilen, dunker hovedet et par gange tilbage, masserer sine tindinger, betragter flimmeret fra varmen bevæge sig henover græsset.

Hun kan ikke være indenfor, fortsætter længere ud, balancerende mellem to verdener, den hun er i, den der forsvandt i går. Hun ligner en, der kunne kollapse, tynget, uden en fast rute.

Kastanjetræet er tæt, stammen vredet, bøjet ind over grusvejen. Træet er aldrende, barken mørkegrå, revnet. En mørk, grøn kuppel for solen. Nødderne er små piggede universer, nogle falder mod jorden, udklækkes, blotter den blanke overflade.

Hun bærer en stilhed i sit åndedræt, langsomt dvælende ved intet.

uddrag fra den roman, jeg har skrevet på i Berlin, august 2017

med forbehold for slåfejl, da teksten er helt ny

Lidt tanker bag romanen

Romanen er (eller bliver) et flygtigt, litterært portræt af en kvindes liv, der er kendetegnet ved en vekselvirkning mellem at længes efter det almindelig liv – og retten til at være fri. Fortællingen bæres frem af ‘ulykker’, og skildrer, hvordan det næsten kræver overnaturlig styrke for nogen at skulle stå ud af sengen om morgenen. Samtidig skildrer den en underfunding lykke og kærlighed til livet – på/i trods.

Titlen på indlægget viser, at romanen er bygget om en række steder og årstal, som i det færdige manuskript bliver yderligere præciseret.